Det partipolitiske

Carl Scharnberg nærede i mangt og meget mistillid til det etablerede politiske system, og han holdt sig derfor langt fra partipolitiske sammenhænge. En undtagelse gjorde han dog i årene fra 1979 frem til slutningen af 1980'erne, hvor han var medlem af Danmarks Kommunistiske Parti. Han meldte sig ind i 1979, dén valgnat, hvor kommunisterne røg ud af Folketinget. Han bidrog aktivt med artikler og digte i kommunisternes avis «Land og Folk», ligesom han i mange år optrådte på Land og Folk Festivalen i Fælledparken, København.

DKP-medlemskabet førte mange vanskeligheder med sig; en årrække var han sortlistet fra nogle af fagbevægelsens skoler. Scharnbergs tilbagetrækning fra DKP var i høj grad begrundet i manglen på internt demokrati i det kommunistiske parti og i en erkendelse af, at hans arbejdsmåde vanskeligt kunne tilpasses eller indordnes partipolitisk disciplin.

det partipolitiske_fælledparken_300.jpg