Uofficielle Synspunkter.
I mere end 25 år udgav Carl Scharnberg Uofficielle Synspunkter.Det var en service for mindre blade, som 10 gange om året fik nye aktuelle tekster, billeder og agitationsmateraile.
Genbrug ses gerne, sagde Carl. Det er gratis for alle mindre skoleblade, klubblade og fagforeningsblade, men kun for dem.
Det samlede materiale fra Uofficielle Synspunkter kan findes på Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv, og det er stadig ønskeligt og gratis at tingene genbruges af de mindre blade. Alle mindre blade kan stadig bruge frit af Carls tekster og digtsamlinger.
Eksempler på tekster, som mange blade har brugt:
Det nye sker
De optrædende siger,
at de vil udtrykke dine tanker.
Hvornår spurgte de sidst
om det, der optager dig?
De optrædende siger
at de vil skildre
din tilværelse.
Hvornår besøgte de dig sidst?
De optrædende siger,
de vil være dine talsmænd.
Du behøver ingen.
Tal selv
Det nye sker,
når du, der altid er tiltænkt
tilskuerens rolle
begynder at blande dig
cs.
Hører du
Hører du nogen kalde
på store og stærke mænd
da er det tiden at samle
alle de svage igen
Den, der ikke tør vælge
ad hvilken vej han vil gå,
ender som sten i en den trappe,
de stærke vil træde på
Den, der vælger at kæmpe
trods vished om nederlag,
ved, at andre vil følge
så svage blir stærke en dag.
Hører du nogen kalde
på store og stærke mænd
da er det tiden at samle
de svages styrke igen.
cs.
Uofficielle Synspunkter bragte artikler og digte fra mange forfattere, men udbredte også anonyme tekster som:
Tænk hvis de lavede en krig og ingen kom.
Hvem plyndrer flest? Banken eller bankrøveren?
Hvem holder du med? Undertrykkeren eller den undertrykte?
Alt må stadig gerne genbruges. Denne side vil med mellemrum blive udvidet med nye forslag til genbrug fra Uofficielle Synspunkter.