2006

Kirkmand initiativet. Som far til Bjarke Kirkmand, der blev dræbt 1. oktober 2005 af en vejsidebombe i Irak, har Johan Kirkmand sammenfattet familiens overvejelser, der udkommer i bogform oktober 2006. Bogen kommer til at fremstå som en anklage mod Danmarks deltagelse i Irakkrigen. Fonden køber de første 400 eksemplarer og fordeler dem til meningsdannere i fagbevægelsen.

Fonden bakker desuden Kirkmand-initiativet op økonomisk - en gruppe omkring Johan Kirkmand der vil genstarte debatten om Irakkrigen. Gruppens mål er at få de danske soldater hjem.

Forfatterinitiativet. 12 danske forfattere startede i december 2005 med en appel om en anstændig debat om indvandrere i Danmark. Debatten gav genlyd og har medført, at andre faggrupper har fulgt op. Forfatterne fik en pris som opmuntring til at fastholde arbejdet.

De danske skoleelever. I løbet af foråret 2006 har de danske skoleelever vist en enestående kampgejst og givet undervisningsministeren modstand mod hans mere og mere snæversynede og centralstyrede ændringer af folkeskolen. Kampen for at bevare gruppeeksamen har været elevernes afsæt til af samle 40.000 underskrifter og være på gaden i tusindvis.