Efter endt skoletid sendte forældrene Scharnberg i frisørlære, men så snart læretiden var overstået, forlod han det fag. Allerede som ganske ung brændte han for at skrive; han arbejdede bl.a. som skribent for aviserne «Slesvigeren» og «Sønderjyden», og han var med i Dansk Samlings Ungdom. I ungdomsårene arbejdede han som lærer på forskellige drengehjem og skoler, og efter et ophold på Engelsholm Højskole begyndte han i 1949 på Den frie Lærerskole i Ollerup for at tage en læreruddannelse. Her traf han Johanne Sehested. Hun gennemførte uddannelsen, mens Scharnberg efter få måneder forlod seminariet og drog på rejse ned gennem Europa for ved selvsyn dér at opleve krigens virkninger. Som en konsekvens nægtede han militærtjeneste og røg i spjældet dømt for «mytteri». Han skrev imens romanen «Dømt» (Forlaget Aros, 1953 ) – og læste Karl Marx «Das kapital».
At kende til krigens konsekvens fik betydning for hele Scharnbergs liv og virke – kampen mod krig stod centralt i hans politiske arbejde gennem alle årene: Som aktivist i Aldrig mere Krig og aktivt med i aktioner mod tysk NATO-militær i 1950'erne, i 1960'erne initiativtager til Kampagnen mod Atomvåben og aktiv i protesterne mod USA's krig i Vietnam, ligesom Scharnberg utrætteligt bidrog til arbejdet i 1980'ernes fredsbevægelser.
Hanne og Carl Scharnberg blev gift i 1952. I begyndelsen af 1950'erne boede de i Vestjylland, hvor begge arbejdede som undervisere. Siden flyttede de til Silkeborg, hvor Hanne videreuddannede sig på Th. Langs Seminarium. Datteren, Ditte, blev født i 1956. Kort forinden havde Scharnberg fået arbejde som højskolelærer på Fyns Stifts Husmandsskole. Sønnen, Arne, blev født i 1958. I 1962 flyttede familien til Vrå i Vendsyssel, hvor Hanne havde fået arbejde som forskolelærerinde.