Mindekoncert for Peter Abrahamsen
26. januar 2025 deltog fonden i mindekoncert på Arbejdermuseet for musiker Peter Abrahamsen, som Carl havde et tæt samarbejde med i 1980’erne.

I årene 1982-1987 udgav Peter Abrahamsen og hans Roxytrio tre LP’ere med Carls digte: Alt kan forandres, Til dem der tør og Der er noget, vi ofte glemmer.
Den første LP blev præsenteret og udkom på Land og Folk-festivalen i 1982; en omfattende politisk musikfestival, der blev afholdt i Fælledparken i København til støtte for DKPs dagblad Land og Folk.
I sin erindringsbog Man skal jo starte et sted fortæller Peter Abrahamsen:
”Teltet var stuvende fuldt, og jeg havde nok at gøre med at holde fast på mig selv og huske tekster. … At der stod 2000 mennesker nede i teltet var optimalt, men udfordrende … Når jeg selv har skrevet teksterne, kan jeg selv bestemme, om jeg vil synge et andet ord, end det, jeg oprindelig havde skrevet. Her skulle jeg synge præcist, især fordi det med Carls ting er vigtigt at ramme fuldstændig rigtigt. …
Da vi kom, var der ingen, der vidste, hvad vi lavede. Men da vi gik ud, var der ingen ende på, hvad dette kunne føre til. Sådan noget oplever man kun nogle få gange i sit liv.”

LP’erne førte meget med sig. De blev fulgt op af et væld af fælles optrædener i lokale fagforeninger, på tillidsmandsskoler, på højskoler, i oplysningsforbund og i kulturhuse og gennem flere år hver sommer på Land og Folk-festivalen. Dette gav såvel Carls digte og Peter Abrahamsen en betydelig udbredelse og anerkendelse blandt fagligt og politisk aktive; de kom til at indgå som en del af den omfattende sangskat i arbejderbevægelsen.

Under koncerten læste Ditte Scharnberg Carls digt ’Til jer der synger’, som oprindelig var tilegnet Peter.
Og deltagerne sang "Dag efter dag har vi lært det".

Festsalen var fyldt til sidste plads.


